Som hovedregel er orloven sammensat på følgende måde for adoptanter ansat i staten:
Adoptionsorlov
Adoptanter har ret til fravær med løn op til modtagelsen af barnet. Perioden for ret til fravær før modtagelse af barnet afhænger af, om barnet skal adopteres fra ind- eller udland.
Barselsorlov
Adoptanter har tilsammen ret til løn under orlov i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet. Adoptanterne skal som udgangspunkt holde deres orlov i forlængelse af hinanden og i sammenhængende perioder medmindre andet aftales med arbejdsgiver. Adoptanterne har begge ret til løn, når der holdes orlov samtidig i op til to sammenhængende uger inden for de første 10 uger efter barnets modtagelse.
Forældreorlov med løn
Den ene adoptant har ret til seks ugers fravær med løn, og den anden adoptant har ret til syv ugers fravær med løn. Hvis adoptanterne ikke har samme køn, tilkommer retten til de syv uger den mandlige adoptant. Adoptanterne har derudover seks orlovsuger med løn, der er til fri fordeling mellem dem. Yderligere fire ugers forældreorlov med løn. Der er øremærket ni ugers forældreorlov med dagpenge til hver af adoptanter.
Forældreorlov uden løn men med pension
Hver af adoptanterne har derudover ret til fravær uden løn men med pension i op til og med den 32. fraværsuge.
Overdragelse af orlovsuger: Adoptanterne kan i alt overdrage 13 uger med dagpenge; fire og ni uger fra hhv. barselsorlovs- og forældreorlovsperioden, til hinanden. Ved overførsel af orlov med tilknyttet lønret medfølger denne ret ikke. Udbetaling af løn forudsætter som udgangspunkt, at arbejdsgiver kan få dagpengerefusion.
Hvis du har spørgsmål til barsel, kan du kontakte Statens administration telefonisk man-fre i tidsrummet 10.00-12.00.
