Graviditetsundersøgelser
Du har som gravid ret til fravær med løn i forbindelse med graviditetsundersøgelser, hvis undersøgelserne kun kan finde sted i arbejdstiden. Ved graviditetsundersøgelser forstås fravær i forbindelse med læge- og jordmoderbesøg som følger af det offentlige tilbud og således ikke egen betalte graviditetsundersøgelser.
Retten til fravær med løn til graviditetsundersøgelser gælder alene den gravide ansatte, og således ikke far eller medmor. Ønsker du som far eller medmor at deltage i en graviditetsundersøgelse kan du bruge afspadsering, ferie eller lignende efter aftale med nærmeste leder.
Graviditetsgener
Fravær i forbindelse med almindelige graviditetsgener, f.eks. kvalme og utilpashed, betragtes som almindeligt sygefravær. Hvis generne gør dig uarbejdsdygtig i dit erhverv, betragtes fraværet som lønnet graviditetsorlov.
Sygeligt forløbende graviditet
Du har ret til fravær fra arbejdet med sædvanlig løn på grund af graviditet tidligere end 6 uger før forventet fødsel i følgende situationer:
- Hvis det efter en lægelig bedømmelse skønnes, at graviditeten har et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for dit eller fosterets helbred
- Hvis graviditeten hindrer, at en sygdom kan behandles, eller hvis graviditeten væsentligt forværrer en sygdom – for eksempel en bestående ryg-, hjerte-, lunge- eller nyrelidelse – der ellers ikke har forbindelse til graviditeten.
- Hvis arbejdets særlige karakter eller arbejdsstedets indretning mv. medfører risiko for fosterets udvikling og/eller svangerskabets videre forløb
- Hvis din graviditet på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer dig i at varetage dit arbejde, og arbejdsgiveren ikke kan tilbyde dig anden passende beskæftigelse
Du kan finde mere information i kapitel 7 i Moderniseringsstyrelsens Barselsvejledning.
