Sygdom før ferien
Hvis du er syg ved begyndelsen af din 1. feriedag og vurderer, at det er en feriehindring, skal du kontakte din leder og melde dig syg efter retningslinjerne for sygemelding. Ferien udskydes derefter på grund af sygdom. Hvis du bliver rask inden udløbet af den planlagte ferie, skal du melde dig rask og samtidig orientere din chef om, hvorvidt resten af den planlagte ferie afholdes. Du kan kun forvente at få din ferie forlænget med den ikke-afholdte ferie, hvis arbejdet tillader det.
Sygdom under ferien
Hvis du bliver syg under ferien, har du mulighed for at kræve erstatningsferie efter 5. sygedag. For at du får ret til erstatningsferie, skal følgende være opfyldt:
- Du skal sygemelde dig efter de sædvanlige regler for sygemelding på 1. sygedag
- Du skal fremvise lægelig dokumentation gældende fra 1. sygedag
- Du skal selv afholde udgiften til lægeerklæringen
Teknisk raskmelding med henblik på at holde ferie i en sygdomsperiode
Hvis du er sygemeldt, helt eller delvist, men ønsker at holde ferie og forventer, at du også vil være sygemeldt efter ferien, vil din leder som betingelse for at imødekomme anmodningen kræve, at du kontakter kommunen, før ferien påbegyndes, og aftaler en teknisk raskmelding. Dette sikrer institutionen mod, at der starter en ny arbejdsgiverperiode, hvor der ikke ydes refusion til institutionen.
