Embedsfolk på praktikophold

Lokalforening i Brøndbyøster gjorde Laura klogere på hendes eget arbejde

Publiceret 07-02-2024

Under et praktikophold har en række af vores kolleger søgt at blive klogere på, hvad, og ikke mindst hvem, deres daglige arbejde påvirker, og på hvilken måde. En af dem er Laura, der arbejder som jurist i Kontor for Demokrati. Hun har fulgt Socialdemokratiets lokalforening i Brøndbyøster og Carl Emil Arnfred, Journalist på Politiken, fordelt over to dage.

Med udsigt til Børsen og Knippelsbro sidder Laura ved sit skrivebord på fjerde sal i Slotsholmsgade 12. Hun er jurist og har hjemme i Kontoret for Demokrati, Danmarks nationale valgmyndighed. Fra sit skrivebord beskæftiger Laura sig med valgpolitik og partistøtte.

For at forstå den virkelighed, som Lauras daglige arbejde griber ind i, besøger hun Socialdemokratiets lokalforening i Brøndbyøster og Carl Emil Arnfred, der beskæftiger sig med partistøtte som journalist på Politiken. Det gør hun for at opnå en større forståelse for lokalpolitisk arbejde og samarbejdet mellem embedsværk og journalister: 

Jeg vil bl.a. gerne blive klogere på, hvordan lokalpartier er organiseret. Vi oplever nogle gange, at ministeren kender til forhold, som vi først får kendskab til når hun ikke godkender vores sag.

Samtidig vil jeg gerne få en bedre forståelse for de mennesker, vores lovgivning rammer.

Sceneskiftet fra Slotsholmsgade kastede flere erkendelser af sig. For Laura var det interessant at få indblik i, hvad partierne foretager sig, både af stort og småt, da hun besøger Socialdemokratiets lokalforening i Brøndbyøster. Hun blev særligt overrasket over, hvordan partierne forvalter deres penge, og hvad der fungerer og ikke fungerer i den virkelige verden: 

Hos Socialdemokratiet i Brøndbyøster havde jeg flere gange en oplevelse af: ”Aha, det er dét, I bruger pengene på”. Jeg blev overrasket over, hvor meget politik lokalforeningerne kan lave for så få penge.

Samtidig blev Laura bekræftet i, hvor værdifuldt samarbejdet mellem embedsværk og journalister er, i mødet med journalist Carl Emil Arnfred: 

Den lovgivning, vi udarbejder, er typisk ret kompleks. Det er derfor en stor hjælp, når journalister som Carl Emil både forstår og videreformidler lovgivningsarbejdet.

Jeg oplever, at samarbejdet mellem embedsværk og journalister kan være med til at øge forståelsen for vores arbejde. Samtidig giver samarbejdet gode muligheder for at identificere potentielle pressevinkler.

Med den værdi, praktikopholdet har givet Laura, under hun sine kolleger muligheden for at kaste sig ud i det samme, og gerne løbende: 

Jeg synes, det ville give god mening at tage en snak med sin chef én eller to gange om året, hvor man vender muligheder for at tage i praktikophold, altså, løbende række ud til vores interessenter. Hvis lysten og nysgerrigheden er der, taler mine erfaringer for, at der er værdi at hente.

Afslutningsvis fortæller Laura, at det var ret ligetil at komme i kontakt med og få planlagt et ophold hos de to værter: 

Jeg kendte ikke mine besøgsværter personligt på forhånd. Jeg sendte egentlig bare Carl-Emil en mail med min ide om at komme en dag i praktik hos ham, og det var han klar på. I forhold til Socialdemokratiet i Brøndbyøster, havde jeg en perifer bekendt i foreningen. Jeg sendte også bare en mail og koordinerede selv besøget med lokalforeningen. Jeg spurgte flere steder, fordi jeg regnede med at få afslag, men begge steder var positive stemte overfor min henvendelse.

 

Har du været i praktik, og har du lyst til at dele din oplevelse? Skriv til HRlokal@sum.dk, så kontakter vi dig.

Laura orienterer sig i journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessens bog ”Skjulte Penge”, der handler om magt, partistøtte og lobbyisme i dansk politik. Foto: 18. januar 2024.

ISM rækker ud

I Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder vi hver dag for et sundt og sammenhængende velfærdssamfund. Det er et mål, der forudsætter forståelse for de kontekster og mennesker, som vores arbejde berører.

I ISM vil vi gerne slå et slag for, at vi bliver endnu bedre til løbende at indhente viden og erfaringer, der kan uddybe og nuancere vores forståelse for den virkelighed, vores løsninger skal fungere i. Vi skal række ud.

Det er på den baggrund, at flere af vores kolleger har testet muligheden for at tage på praktikophold i felten.

Foto: Privat, 2024