Kære alle
Først og fremmest tak for den store opbakning til ALT-målingen!
Med en svarprocent på 87 procent har vi nu et rigtig godt fundament for sammen at tage de videre dialoger om vores arbejdsmiljø, ledelse og trivsel.
Resultat af ALT-målingen
Resultatet af undersøgelsen er sendt til jer via mail med link til et dashboard.
Departementets overordnede resultatet viser forbedringer på nogle parametre sammenlignet med sidste måling, hvilket er positivt, men der er også resultater, som kunne være bedre og som klart viser et forbedringspotentiale. Det kommer vi til at arbejde videre med. Indledningsvist når I skal holde dialogmøder i kontorerne, og dernæst når der skal laves en fokuseret ALT-handlingsplan for hele departementet.
For en ordens skyld skal I vide, at hvor der i målingen benchmarkes til SUM-DEP2022, 2023 er det alene benchmark til kontorer fra det tidligere Sundhedsministeries ALT-målinger i 2022 og 2023. Der er ikke benchmark til målinger fra det tidligere Indenrigsministerie.
Nedslagspunkter i målingen for departementet
Det er positivt, at oplevelsen af indflydelse i arbejdet er forbedret i forhold til sidste måling. Som et eksempel herpå har 85 pct. af jer svaret, at I altid eller ofte har indflydelse på, hvordan I løser jeres arbejdsopgaver. Det samme er jeres oplevelse af udviklingsmuligheder, hvor 81 pct. af jer har svaret, at I i meget høj grad eller i høj grad har mulighed for at lære nyt gennem jeres arbejde.
Retfærdighed er også et af de parametre, der er steget. Her svarer f.eks. 77 pct., at I i meget høj grad eller i høj grad bliver behandlet retfærdigt af ledelsen.
Også mening og engagement er forbedret. F.eks. svarer mere end 75 pct., at arbejdsopgaverne i meget høj grad eller i høj grad er meningsfulde.
Arbejdsmængde og frister er også forbedret i forhold til sidste måling, og selvom det er godt, er vi meget opmærksomme på, at det er et parameter, som vi fortsat og vedvarende skal have fokus på. Ikke mindst i lyset af, at der både er sket en stigning i oplevelsen af stress de sidste 2 uger og stress i de sidste 6 måneder. Og på trods af at det særligt for stress 2 uger er en mindre stigning, hvor vores resultat er tæt på Arbejdstilsynets benchmark, tager vi det som direktion meget alvorligt og arbejder bl.a. kontinuerligt på i samarbejde med den øvrige ledelse at tilrettelægge gode og realistiske processer og forløb, så vi undgår selvhasterne.
Arbejde-privatlivskonflikt, hvor resultatet er lidt dårligere end sidst, vil også være et af de parametre, vi fortsat skal holde øje med.
Resultatet for ledelseskvaliteten er høj og også væsentligt højere end Arbejdstilsynets benchmark. Det er vi glade for, da det er centralt, at vi har dygtige ledere, der både fagligt og ledelsesmæssigt kan understøtte, at vores høje faglige niveau går hånd i hånd med fokus på trivsel og motivation.
Samtidig kan vi se, at resultatet vedrørende tilliden til ledelsen og det interne samarbejde er gået den forkerte retning. F.eks. peger mange på, at det er svært at få en klar begrundelse, når der træffes væsentlige beslutninger, at der ikke er stor tilfredshed i forhold til at få tilstrækkelig kommunikation i forbindelse med beslutninger om forandringer, og at medarbejdere og ledere er for dårlige til at samarbejde om at forbedre arbejdsgange. Det skal vi gøre bedre, og vi ser et klart forbedringspotentiale, som i fællesskab skal foldes ud bl.a. på de kontorvise dialogmøder, hvor der - udover lokalt valgte emner - også skal drøftes parametrene ledelse og internt samarbejde, så vi kan få nogle konkrete bud på, hvordan det bliver bedre.
Hvad skal der ske nu?
I denne uge holder vi afdelingsmøder, hvor vi præsenterer departementets overordnede ALT-resultat. Herefter vil der i den kommende tid blive afviklet kontorvise dialogmøder om resultatet af ALT. Hvert kontor skal med udgangspunkt i kontordialogen udarbejde en lokal handlingsplan. Herefter opsamler en arbejdsgruppe - bestående af medarbejder- og ledelsesrepræsentanter - nedsat under samarbejdsudvalget de kontorvise handlingsplaner til brug for udarbejdelse af en overordnet fokuseret ALT-handlingsplan med initiativer for hele departementet. Handlingsplanen forventer vi at kunne præsentere ultimo maj / primo juni.
Rigtig gode ALT-dialoger til alle.
Hilsner
Ingrid, Andreas, Dorte, Randi, Cecilie, Lene og Svend
