Tak for en forrygende brobyggeruge

Publiceret 11-09-2024

I sidste uge myldrede medarbejdere i koncernen frem og tilbage mellem ministeriets lokationer.

Nogle cyklede til Ørestads Boulevard for at blive klogere på prisen på en brækket arm hos Sundhedsdatastyrelsen.

Andre begav sig til Islands Brygge og modstod fristelsen til at springe i havnebadet trods sensommerens høje varmegrader for i stedet at høre Sundhedsstyrelsen give deres bud på, hvordan man mindsker stigmatisering af psykisk sygdom.

Og sådan fortsatte det hele vejen rundt i koncernen. I Lægemiddelstyrelsen kunne man blive klogere på arbejdet med medicintilskud, og på Statens Serum Institut var der mulighed for at udforske campus-historien på en guidet gåtur inden for murene.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed kunne man møde landslægen på Færøerne, og hos VIVE gjorde tre forskere tilhørerne klogere på, hvad det betyder at flytte behandling væk fra hospitalet og tættere på hjemmet.

Styrelsen for Patientklager formidlede deres arbejde med afhængighedsskabende medicin, og i departementet var der mulighed for at høre om ministeriets rolle frem mod og under det danske EU-formandskab til næste år.

Benchmarkingenheden inviterede på faktabaseret stuegang, og hos Nationalt Center for Etik blev der lukket op for refleksionerne med et oplæg om rigtigt og forkert gennem tiderne inden for forskningsetikken.

Endelig havde Nationalt Genom Center det man kunne kalde en nyklassiker i brobyggerregi på programmet, nemlig muligheden for selv at sammensætte sit DNA og blive klogere på det arbejde, som supercomputeren udfører i hverdagen.

Et fælles kig fremad

Alt det og meget mere udgjorde det flotte katalog af udbudte oplæg og arrangementer. Ugen sluttede af med en debat, hvor tv-lægen Peter Qvortrup Geisling først talte med ministeren og bagefter kyndigt fik faciliteret nogle spændende snakke mellem vores departementschef og direktører om to store og væsentlige tematikker, nemlig prioritering og potentialerne ved kunstig intelligens i sundhedssektoren.

Det var tredje udgave af brobyggerugen, som har til formål, at vi lærer hinanden bedre at kende på tværs af ministerområdet ud fra devisen om, at det både er nemmere og sjovere at løse opgaverne sammen, når vi kender hinandens fagligheder og ansigter.

Tak for en forrygende uge til alle – og en ekstra tak til oplægsholdere og koordinatorer, som har gjort brobyggerugen mulig.

På gensyn hele året til masser af stærkt fagligt samarbejde!

 

Billeder fra ugen der gik