Pelle Franklin Mai-Jørgensen begynder som særlig rådgiver for indenrigs- og sundhedsministeren.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde får tilknyttet en ny særlig rådgiver. Valget er faldet på den 29-årige Pelle Franklin Mai-Jørgensen, der siden januar 2023 har været politisk konsulent for Venstre, og derfra har stor indsigt i rådgivning og understøttelse af Venstres folketingsgruppes politiske arbejde inden for en række politiske ansvarsområder.
Tidligere har han erfaring fra arbejdet med at understøtte flere folketingsmedlemmer fra Venstre i deres parlamentariske arbejde i folketingssalen og udvalg i perioden 2019-2023.
Pelle Franklin Mai-Jørgensen tiltræder 1. januar 2026, hvor han afløser særlig rådgiver Anne Katrine Melvig, og han kommer til at arbejde tæt sammen med særlig rådgiver Thomas Bille Winkel.
