Der er i øjeblikket et arbejde i gang i direktionen, hvor der bliver kigget grundigt på, hvordan vi som departement er bedst rustet til at løse de opgaver, der venter os.
Det gælder især implementering af sundhedsreformen. Det er vigtigt, at vi har den rigtige organisering til at løfte udrulningen af den største politiske reform af sundhedsområdet i 20 år. Samtidig skal nye, større opgaver løftes af ministeriet, og vi kan se, at det danske EU-formandskab dertil kommer til at trække meget på vores ressourcer i hele 2025. Det er vi nødt til at forholde os til.
Sideløbende har vi en opgave med at håndtere de bevillingsfald, vi står overfor, på en måde, hvor disse opgaver kan løftes samtidig med, at den stabile drift af ministeriet fortsætter.
Det kræver en række valg på tværs af hele departementet og medfører også nogle beslutninger her og nu:
- Det kvalificerede ansættelsesstop fastholdes indtil videre. Det betyder, at direktionen løbende tager stilling til, om ledige stillinger skal genbesættes, og om det skal ske ved intern rokering eller eksternt opslag. På den måde tages der løbende aktivt stilling til, hvor der er behov for ressourcer.
- Alle afdelinger gennemfører en prioritering af opgaver og vurderer, om der er opgaver, der ikke længere skal udføres eller skal udføres i mindre omfang end hidtil.
- Stillingen som kontorchef i Digitalisering og Hjemmebehandling genbesættes ikke. Kontoret sammenlægges i stedet med kontoret for Life Science. På den måde samles og styrkes fagligheden omkring Digital Sundhed Danmark og den vigtige opgave med at understøtte digital omstilling og bedre brug af sundhedsdata. Jannie Kristoffersen bliver kontorchef for det nye samlede kontor.
- EU-formandskabet kræver en oprustning i departementet. Det sker ved indlån af medarbejdere fra styrelserne i tillæg til gode kræfter fra huset.
Samtidig skal vi se på, om departementet er organiseret optimalt. Det gælder både i lyset af de opgaver, der fylder i de kommende år, og med hensyn til at sikre et økonomisk bæredygtigt departement fremover.
Det kalder på overvejelser og analyser af, hvordan vi bedst ruster os til at implementere sundhedsreformen, så vi samtidig har tilstrækkelig robusthed i driften af ministeriets løbende arbejder og fleksibilitet til at håndtere skiftende politiske prioriteringer.
Det forudsætter, at vi i ledelsen skaber de bedste rammer for at udvikle vores dygtige medarbejdere og ledere.
Som det tidligere er meldt ud, vil den økonomiske tilpasning bl.a. ske gennem naturlig medarbejderafgang fra departementet.
I den forbindelse bliver det en helt afgørende opgave for os som ledelse at prioritere, så opgaver og ressourcer følges ad.
Vi forventer, at vi kan fortælle mere om overvejelserne i løbet af den kommende tid. Derudover vil I løbende høre om processen gennem jeres chefer.
