Danmark er nu halvvejs i EU-formandskabet, og med under 100 dage tilbage intensiveres arbejdet med de centrale sundhedspolitiske dagsordener. Formandskabet har indtil videre været præget af stærkt samarbejde, fremdrift i forhandlingerne og et vellykket ministermøde i København.
Et vigtigt nedslag i formandskabets første halvdel var det uformelle ministermøde for EU’s sundhedsministre den 15.-16. september.
Den 15. september mødtes ministrene til middag og rundvisning på Louisiana Museum of Modern Art, hvor kunst og samtale dannede en stemningsfuld ramme for de kommende drøftelser.
Den 16. september blev det politiske program skudt i gang i Forum med fokus på life science, antibiotikaresistens og sundhedsberedskab. Trial Nations, der arbejder for at tiltrække og koordinere kliniske forsøg i Danmark, præsenterede først deres arbejde. Efterfølgende drøftede ministrene Kommissionens strategi for europæisk life science. Over en arbejdsfrokost blev der udvekslet erfaringer om bekæmpelse af antibiotikaresistens, og dagen afsluttedes med drøftelser i breakout-grupper om krisehåndtering og fælles europæisk robusthed.
Samtidig bevæger de politiske forhandlinger sig ind i en afgørende fase. De igangværende forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Europa-Kommissionen – også kendt som trilogforhandlingerne – om lægemiddelpakken viser gode takter, og der er fremdrift i dialogen med Europa-Parlamentet. Critical Medicines Act har nået en vigtig milepæl med præsentationen af første kompromistekst, og arbejdet med WHO’s tobaksrammekonvention skrider også frem.
Tak til alle, der har bidraget til formandskabets første halvdel, både med politisk engagement og praktisk gennemførelse. Vi fortsætter arbejdet og ser frem til næste kapitel i det europæiske sundhedssamarbejde.
