Så skal løbeskoene igen findes frem, og formen finpudses til verdens største motionsløb – DHL-stafetten.
Hele ministerområdet løber sammen i Fælledparken torsdag 27. august 2026, og departementet plejer at være stærkt repræsenteret!
DHL-stafetten foregår i hold af 5 deltagere, som enten kan deltage i stafetløbet eller i "walk"-turen, hvor man går de 5 km. sammen med sit hold.
Skal du med!
Hvis du også vil deltage i DHL, så skal du gøre sådan her:
- Saml et hold på i alt 5 deltagere inkl. dig selv (gå en tur ned ad gangen eller print en liste og hæng den op i jeres the-køkken).
- Udpeg en holdkaptajn (vedkommende skal kunne udfylde en tilmeldingsblanket - og måske kunne give en lille motivation speech før løbet).
- Holdkaptajnen tilmelder hele holdet via formularen nederst på siden (og ikke på DHL's hjemmeside) senest 19. juni kl. 12.00.
Herefter er der ikke andet at gøre, end at fortælle nabokontoret, at I har tænkt jer at give dem baghjul i Fælledparken til august (og håbe at de ikke er alt for veltrænede).
Hvad hvis jeg ikke har et hold?
Hvis du ikke kan samle et helt hold, kan du tilmelde dig som enkeltperson. Så prøver vi at samle nogle ekstra hold på tværs af organisationen. Det er selvfølgelig også muligt, at gå/løbe mere end én omgang på samme eller flere hold.
T-shirts
Grundet ressortændringen skal alle bestille t-shirt ved tilmelding.
Telt, mad, drikkelse og hygge
Traditionen tro har vi et stort telt i Fælledparken, hvor vi kan samles før og efter løbet.
Omkring kl. 19.30 serveres en stor grillbuffet med masser af det hele, og der vil være en snackkasse til hvert hold, som udleveres i teltet, til én fra dit hold. Du kan købe drikkevarer i parken.
Støt dine kollegaer, selvom du ikke selv løber
Du er meget velkommen som supporter og bidrage til den gode stemning, selv om du ikke selv løber eller går. Som supporter skal du ikke tilmelde dig på forhånd.
Vi glæder os til at se jer alle og ser frem til en aktiv og hyggelig aften.
Hep-hep og hurtige hilsner fra
Koncernprogrammer
