Lovprogrammet

Lovprogrammet indeholder de lovforslag og redegørelser, som regeringen forventer at fremsætte i folketingsåret. Lovprogrammet indeholder endvidere oplysninger om de forventede tidspunkter for lovforslagenes fremsættelse i Folketinget anført i 14-dages intervaller (Okt I, Okt II osv.). Lovforslag optages i lovprogrammet med et kort resumé af forslagets indhold. 

Statsministeren sender i begyndelsen af henholdsvis december, februar, marts og april statusredegørelser til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen om afviklingen af lovprogrammet, herunder oplysninger om eventuelle nye lovforslag på lovprogrammet. 

Koordinering i departementet

Patientsikkerhed og Lovkvalitet koordinerer ISM's bidrag vedrørende lovprogrammet samt statusredegørelserne. 

Processen vedr. lovprogrammet forløber typisk i følgende faser:

  • I begyndelsen af året anmoder Statsministeriet om ministeriernes bidrag for det kommende folketingsår. 
  • Frem til maj planlægger vi i departementet, hvilke lovforslag der forventes fremsat i det kommende folketingsår, og hvornår de enkelte lovforslag forventes fremsat
  • I midten af juni afholdes DC-møder, hvor ministeriernes bidrag behandles af en særlig DC-gruppe om lovkvalitet under Statsministeriet. Møderne giver mulighed for en tværgående drøftelse af bidragene og identificerer, hvis der er behov for en særskilt forelæggelse af et udkast til lovforslag for koordinationsudvalget eller økonomiudvalget.
  • Hvis et lovforslag medfører økonomiske konsekvenser, skal finansieringen af lovforslaget være afklaret med Finansministeriet, førend det kan optages på lovprogrammet. Det vil typisk sige senest i begyndelsen af september.
  • Mindst halvdelen af ministeriets lovforslag skal som hovedregel fremsættes inden medio november måned. Heraf skal et væsentligt antal fremsættes i Folketingets åbningsuge.
  • Regeringens endelige lovprogram godkendes af Koordinationsudvalget inden offentliggørelse i forbindelse med statsministerens åbningsredegørelse.  

Der kan ikke i det lovprogram, som offentliggøres i forbindelse med åbningsredegørelsen ved Folketingets åbning, planlægges lovforslag til fremsættelse senere end udgangen af februar måned, medmindre der er særlige grunde hertil. Kommer der i løbet af folketingsåret nye lovforslag til, eller bliver et lovforslag forsinket, kan der kun i helt særlige situationer planlægges fremsættelse efter den 1. april, da det kræver, at Folketinget giver dispensation fra forskellige tidsfrister for lovforslags behandling i Folketingets Forretningsorden, herunder kravet om en minimumsbehandlingstid på 40 dage. 

Lovforslag, der skal fremsættes i åbningsugen og frem til og med november måned, skal som altovervejende hovedregel udarbejdes og sendes i offentlig høring inden sommerferien – uanset at lovprogrammet på dette tidspunkt hverken er endeligt eller offentlig.   

Kontakt

Sabine Godsvig Laursen
Patientsikkerhed og Lovkvalitet

SAGL@sum.dk 
29 12 24 69 

Flemming Frandsen 
Patientsikkerhed og Lovkvalitet 

FLF@sum.dk
20 41 16 69

Lovprogram 2024-2025


Lovgivning - folketingsåret 2024-2025