Rekruttering

En professionel og målrettet rekruttering er væsentlig for at kunne optimere rekruttering af medarbejdere, og i særdeleshed erfarne fagspecialister til ministerområdet. Det kræver en målrettet og engageret indsats fra lederen i hele processen, fra udarbejdelse af en job- og kompetenceprofil til en veloverstået prøvetid. 

Konsekvenserne af manglende eller fagligt utilstrækkelig rekruttering påvirker kvaliteten og produktiviteten i arbejdet, og koster dyrt på bundlinjen. Tilsvarende koster en fejlrekruttering for såvel arbejdsplads som medarbejder. Ansættelse sker på et sagligt objektivt match mellem stillingens profil, krav og indhold, og ansøgers formelle kvalifikationer, faglige og personlige kompetencer.

Lokal HR har udarbejdet en rekrutteringsguide, som kan hjælpe til en professionel og målrettet rekruttering. Den introducerer til rekrutteringsprocessen og de retningslinjer og værktøjer, der skal bruges undervejs.

Lederrekrutteringer

Når man rekrutterer ledere, er der en række elementer, man skal være særligt opmærksom på. Ledelse er en faglighed i sig selv, og det skal derfor afdækkes nøje gennem hele rekrutteringsprocessen.

Ledelsesopgaven defineres ud fra det niveau, man er leder på. I ISM arbejder vi for at skabe sammenhæng i ledelseskæden således, at de kompetencer vi forventer lederne har, bygger oven på hinanden.

Rekruttering af den rigtige leder skal sikre holdspil både opad og nedad i ledelseskæden, f.eks. skal kandidaten ses i forhold til medarbejdergruppen og i forhold til ledergruppen, som vedkommende skal indgå i.