Embedsfolk på praktikophold

Et indblik i virkeligheden bag dataet

Publiceret 05-04-2024

De næste i rækken, der har været på praktikophold, er Nanna og Morten. De sidder til dagligt i kontoret for Sundhedsøkonomi og har besøgt Thoraxkirurgisk afdeling på Rigshospitalet i tre dage for at opleve, hvordan virkeligheden ser ud i den anden ende af et politisk tiltag.

Med flyttekasser og tomme reoler spredt rundt på gangen er Nanna og Morten ved at finde sig til rette i deres nye omgivelser på 6. sal i østfløjen. De sidder med forskellige opgaver indenfor data, statistik og opfølgning på politiske aftaler, heriblandt en akutplan i sundhedsvæsnet, som blev vedtaget sidste vinter.

Nanna og Morten ønskede at se noget af virkeligheden bag den data, de selv sidder med. De har begge beskæftiget sig med aftalen om en akutplan, hvori en af målsætningerne omhandlede øget kirurgisk aktivitet. De havde de et ønske om bl.a. at se, hvordan et operationsflow foregår, og hvordan faktorer som personalemangel påvirker dette. Derfor kontaktede de en bekendt på thoraxkirurgisk afdeling – afdelingen for hjerte- og lungekirurgi – på Rigshospitalet med henblik på at komme i praktik. Her blev de mødt af et skarpt program og en række medarbejdere, der var klar til at tage dem med i deres dagligdag.

”Mange gav sig tid til os; visitationsansvarlige, cheflæge, direktør og områdeansvarlig. Der var en lidt reserveret stemning til at begynde med, for de så jo bare to djøf’ere, der kom fra ministeriet. Men efter vi talte med dem om, hvorfor vi tog i praktik, og hvordan vores bagland havde opfordret os til det, så gav det mening for dem, og de blev meget begejstrede for, at vi kom.”

Som i alle andre dele af sundhedsvæsnet er afdelingen også påvirket af udfordringer med at finde personale og få skemaet til at hænge sammen. Rigshospitalet er højt specialiseret og ligger centralt, så udfordringerne er mindre her sammenlignet med andre steder i Danmark, men de mærker det stadig i hverdagen.

”Vi overværede en morgenkonference, hvor de overdrager efter døgnvagterne. De lagde ud med at sige: ’der er fem syge – kan vi rykke rundt på noget, eller skal der aflyses (operationer, red.)?’ Det gav et stort indblik i, hvor følsomt det hele er og hvor afhængige de er af, at alle kommer på arbejde. Ellers bliver det et stort puslespil, hvor det potentielt handler om liv eller død.”

De fik også indblik i Rigshospitalets arbejde med data, og hvordan dette arbejde er med til at bidrage til bedre ressourceudnyttelse. Nanna og Morten fik også talt om det med nogle af de medarbejdere, der netop sidder med data.

”Den data, vi har adgang til, kommer fra Sundhedsdatastyrelsen, og er mere overordnet end den findelte data, der findes på sundhedsplatformen, som de har adgang til på hospitalet. Vi talte derfor med nogle økonomer, som sidder med Rigets dataside. De havde f.eks. fundet ud af, hvordan de bedst kan udnytte kapaciteten hen over weekender, så de kan slå sengeafsnit sammen og dermed optimere ressourcerne. Det kan gøre en stor forskel at have mulighed for det”.

Nanna og Morten oplevede, at de fik mere ud af praktikopholdet, end de havde regnet med. De så, hvordan data bruges i praksis, og oplevede mennesker på Riget, der virkelig brænder for det patientrettede arbejde de udfører, og derfor er villige til at løbe ekstra stærkt, når det gælder liv eller død.

”Vi ved på et mere teoretisk plan, hvordan det fungerer ude i sundhedsvæsnet, men det var interessant at opleve, hvordan det fungerer i praksis. Eksempelvis tog alle forberedelsesprocedurerne til en operation meget længere tid, end vi havde forventet, og redskaberne til det er enormt dyre. Vi fik et realistisk indblik i, hvor kompliceret det er, og vi tror generelt, det er sundt at opleve, hvilke mennesker, de regler og politiske aftaler vi er med til at lave, påvirker. Derfor håber vi, at flere vil vælge et praktikophold til, for det giver et bredere perspektiv på det arbejde, vi sidder og laver herinde.”

 

Har du været i praktik, og har du lyst til at dele din oplevelse? Skriv til HRlokal@sum.dk, så kontakter vi dig.

ISM rækker ud

I Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder vi hver dag for et sundt og sammenhængende velfærdssamfund. Det er et mål, der forudsætter forståelse for de kontekster og mennesker, som vores arbejde berører.

I ISM vil vi gerne slå et slag for, at vi bliver endnu bedre til løbende at indhente viden og erfaringer, der kan uddybe og nuancere vores forståelse for den virkelighed, vores løsninger skal fungere i. Vi skal række ud.

Det er på den baggrund, at flere af vores kolleger har testet muligheden for at tage på praktikophold i felten.