Der er lavet en opdatering af den koncernfælles ramme om forebyggelse og håndtering af mobning, seksuel chikane og krænkende handlinger.
De koncernfælles rammer fastlægger ansvar for forebyggelse og håndtering af krænkende hændelser. Rammerne er et led i at sikre, at det psykiske arbejdsmiljø på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område er og skal være kendetegnet ved en respektfuld og professionel omgangstone, hvor vi alle møder hinanden ligeværdigt uanset køn, seksualitet, handicap, alder og etnicitet.
Den koncernfælles ramme er blevet opdateret i forhold til:
- arbejdsgivers handlepligt ved kendskab til krænkende handlinger og
- muligheden for anonymitet for involverede.
Hvis du vælger at inddrage din personaleleder eller HR, skal du vide, at de som arbejdsgiver - i henhold til arbejdsmiljølovgivningen - har handlepligt ved kendskab til krænkende handlinger.
Handlepligten betyder, at de skal handle på viden. Det indebærer bl.a., at den, der beskyldes for at have krænket en anden, skal foreholdes beskyldningerne om krænkende handlinger og - af retssikkerhedsmæssige hensyn - har ret til at blive gjort bekendt med indholdet i anklagen, herunder få oplyst navn(e) på involverede. Du har derfor ikke mulighed for at være anonym, når du henvender dig til din personaleleder eller HR om krænkende handlinger.
Du har mulighed for at være anonym ved alle henvendelser til din tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, som har tavshedspligt og kun viderebringer oplysninger med dit samtykke.
Læs mere via link her på siden.
