Kaffepausens forhandlingsmagi

Publiceret 20-01-2025

I december rejste kontoret for Internationalt Samarbejde til Bruxelles for at blive klogere på, hvordan vi skaber et succesfuldt formandskab, når vi om et halvt år overtager den varme stol i EU’s Ministerråd. Her kan du læse kontorets rejseberetning og hjembragte fifs fra unionens mekka.

På tur med sundhedsattachéerne
Onsdagens første programpunkt var et besøg på Den Danske Repræsentation til EU, hvor vores sundhedsattachéer, Kåre Geil og Simone Overby Sloth, fortalte om deres arbejde. Attachéerne er en afgørende ressource, fordi de giver os et opdateret billede af, hvilke sundhedspolitiske emner der er i fokus, og hvilke knaster der debatteres i pauserne, når mødeskærmen slukkes.

Sundhedsområdet er særligt, fordi meget lovgivning på området foregår på nationalt niveau. Efter Covid-19 har der dog været et politisk ønske om mere lovgivning på europæisk niveau. Derfor er formandskabet vigtigt, idet der i stigende grad er mange sundhedsområder, der behandles og lovgives om på EU-niveau, såsom sundhedskriser på tværs af landegrænser, lægemidler, medicinsk udstyr, sundhedsdata og meget mere.

Klaphat og EU-sokker: Danmark som ’honest broker’
Onsdagens andet store programpunkt var et møde med Rådssekretariatet, der gav tips til, hvordan Danmark bedst indtager rollen som en uvildig mægler – ’honest broker’, så formandskabet kører på skinner. En central pointe er, at man som formandskab ikke kun sikrer national interessevaretagelse, men derimod indtager en lyttende position, så alle medlemslandene føler sig hørt. Det skal sikre samarbejde og fremdrift i rådets arbejde. Med andre ord skal vi have klaphat og EU-sokkerne på samtidig.

Insidertips fra Belgien
Kris Bors og Michiel Van Der Heyden, der var sundhedsattachéer under Belgiens formandskab i starten af 2024, gav et unikt indblik i arbejdet med formandskabet. Deres vigtigste opfordring var at værdsætte gode kontakter – også i uformelle samtaler, som opstår på gangene. For håndslag gives ikke kun under møderne; pauser og uformelle samtaler spiller en central rolle. De lagde også vægt på at sikre et godt forhold til Kommissionen, som sammen med Rådssekretariatet bliver Danmarks vigtigste samarbejdspartnere. Ikke at forglemme anbefalede de at trække pausekortet, når stemningen er anspændt. En tur til kaffemaskinen giver altid fornyet forhandlingsenergi.

Før vi vendte snuden hjem mod Danmark, fik vi en rundtur i de imponerende rådsbygninger. De er helt særlige, og man kan ikke undgå at blive fanget af stemningen. Opfyldte af EU-atmosfæren og nogle lærerige dage er der kun tilbage at sige: Vi glæder os til formandskabet!

 Artiklen er forfattet af flere. Johanne Søe Nedergaard har skrevet for.

EU-formandskabet

Formandskabet er en slags roterende værtsrolle, hvor et medlemsland får til opgave at sætte dagsordenen i EU-samarbejdet i Rådet i seks måneder. I Rådet samles regeringsrepræsentanter fra alle medlemslande for at forhandle EU-lovgivning og politik, inden ministre mødes for at nå til enighed om retning inden for forskellige politiske områder, f.eks. sundhed.