Sundhed på den europæiske dagsordenen

Publiceret 01-07-2025

I dag sætter Danmark sig for bordenden af det europæiske samarbejde. Formandskabet er på danske hænder fra nu og frem til årsskiftet, og der venter en vigtig sundhedsdagsorden under det danske formandskab .

 
Torsdag markeres overdragelsen ved den officielle åbningsceremoni i Aarhus. Her deltager vores minister sammen med resten af regeringen, og der vil være møde mellem Kommissionen og regeringen og en pressekonference med kommissionsformand Ursula von der Leyen. 

I ISM er vi forberedt til fingerspidserne. EU-kontoret og mange andre i huset har knoklet, så nu glæder vi os til for alvor at komme i gang.
 
Der er vigtige sager på den sundhedspolitiske dagsorden. I overskriftsform ser prioriteterne således ud på sundhedsområdet: 

Lægemiddelpakken
Det danske formandskab vil arbejde for at afslutte forhandlingerne om lægemiddelpakken med Europa-Parlamentet. Hvis forslaget vedtages, vil det give patienter bedre adgang til medicin og fremme innovation i life science-sektoren.

Kritiske lægemidler
Formandskabet vil også indlede forhandlingerne om Kommissionens forslag om kritiske lægemidler. Det overordnede mål er at sikre en stabil og sikker forsyning af vigtige lægemidler i EU.

Life science og beredskab
Det er også en prioritet for Danmark at styrke innovations- og konkurrencekraften inden for life science og øge vores sundhedssystemers resiliens over for menneskeskabte kriser og naturkatastrofer. Under formandskabet vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet sætte fokus på Kommissionens life sciencestrategi og strategien for medicinske modforanstaltninger.

WHO
Endelig vil Danmark som formand varetage forhandlingerne i WHO-regi om tobakskontrol og en ny pandemiaftale.
 
Så der er nok at tage fat på. Men vi er klar, og de flittige folk fra EU-enheden havde travlt med de sidste forberedelser i går - dagen før dagen. Med højt humør, gode kageforsyninger i køkkenet og et særligt kursus i informationssikkerhed er de nu klar til at understøtte det danske formandskab i at komme længst muligt på de sundhedspolitiske dagsordener det næste halve år.
 
Giv dem en high five i sommervarmen før du går på sommerferie. 
 
Tillykke med formandskabet til os alle sammen!   

Her er nogle af de flittige EU-folk, som i går gjorde de sidste forberedelser